Levering rundt i Europa Rådgivning og kundeservice - Tlf: 76327779
Du har ingen varer i din indkøbskurv.
Hybridbro går i ét med naturen
Broer
  • Leverandør: Fiberline A/S
  • Materiale: Hybridbro med stålkonstruktion og FBD300 brodæk Længde: 8 m, bredde: 3 m Belastning: fodgængerbro + 6,5 t serivcevogn
  • Fordele: • Høj styrke • Lav vægt • Korrosionsfri • Minimal vedligeholdelse • Nem bearbejdning • Lang levetid

For Ikast-Brande Kommune var det altafgørende, at både udseende og funktion kunne gå hånd i hånd, da de skulle anlægge en ny bro i et naturskønt område ved Bording Å. Valget faldt på en hybridløsning, der ved at kombinere det bedste fra flere verdener, kunne give dem en elegant bro med minimale vedligeholdelseskrav.

I forbindelse med et nyt boligområde ønskede Ikast-Brande Kommune at opføre en bro som forlængelse af det eksisterende stisystem. Broen, der skal føre borgere over Bording Å, skabte allerede i planlægningsfasen skepsis hos kommunens miljøudvalg; de ønskede nemlig at bevare det naturskønne område rundt om åen. Løsningen blev en såkaldt hybrid, der i videst mulig omfang kunne tilpasses den omkringliggende natur og samtidig sikre kommunen en holdbar og omkostningseffektiv løsning. Den nye bro blev designet med underkonstruktion og værn i stål samt brodæk og håndlister i glasfiberkomposit.

Integreret i miljøet

Ønsket fra kommunen var først og fremmest at skabe et ensartet stiforløb, hvor en overfladebehandling med ralsten skulle gå igen på både stien og op over broen. Derfor valgte man at påsvejse en papmembran på glasfiberbrodækket, som man også ser på betonbroer, for at beskytte materialet mod gnaveskader fra ralstenene. Alle broens synlige overflader blev malet i en diskret antracitgrå farve, der sammen med den ensartede stibelægning integrerer broen elegant i de omkringliggende omgivelser.

Håndlisten blev udført i glasfiber, der med sine termiskisolerende egenskaber giver en ’varmere’ overflade end fx stål.

Udsigt til fremtidige besparelser

Et andet vigtigt krav fra kommunen var desuden at få en holdbar bro med minimale krav til fremtidig vedligeholdelse. Derfor valgte man at benytte glasfiber, et bestandigt materiale, der ikke alene sikrer kommunen et vedligeholdelsesfrit brodæk, men som også skaber et vandtæt dække for underkonstruktionen af stål, hvorved hele broens levetid forlænges.

Da broen er placeret i nærheden af en større vej og derfor er i risikozonen for at blive udsat for vejtrafik, er det anvendte brodæk stærkere end kravet for fodgængerbroer, nemlig et FBD 300 brodæk. Brodækket blev boltet på underkonstruktionen i galvaniseret stål.

Let vægt og let montage

For at beskytte underlaget omkring åen mod køreskader under montagen blev glasfiberbrodækket læsset af lastbilen og fragtet til montagestedet med en mindre anlægsmaskine. Glasfiber har en lav vægt og er nem at bearbejde, hvorfor de sidste tilpasninger blev foretaget på stedet, bl.a. borehuller til bolte. Se, hvordan broen bliver monteret her.