Fiberline Composites går forrest med CE-mærkning

Fiberline Composites går forrest med CE-mærkning

Fiberline Composites kan som de første og eneste i verden fra maj 2018 fremvise en CE-mærkning for konstruktionsprofiler i glasfiberkomposit.

Inden for konventionelle byggematerialer som stål og beton har CE-mærkningen været anvendt i flere årtier, og at Fiberline Composites nu også kan fremvise en sådan mærkning af et komplet sortiment af profiler i komposit er en godkendelse af materialets egenskaber.  

”Mærkningen er banebrydende og løfter os til en helt ny klasse, hvor vores kunder kan sammenligne glasfiberkomposittens egenskaber med andre byggematerialers og dermed stole på kvaliteten af vores produkter”, udtaler Torben Rønlev, Vice President Building & Construction hos Fiberline Composites.

Ifølge ETA Danmark, det uvildige organ, der har vurderet Fiberline Composites’ konstruktionsprofiler, er CE-mærkningen værdifuld for Fiberline:

"Når man er en innoverende virksomhed inden for bærende konstruktioner som Fiberline, er det værdifuldt med en troværdig og anerkendt dokumentation og mærkning, der er givet af en uvildig 3. part, som kan sige god for Fiberlines produkter og egenskaber", siger Thomas Bruun, Adm. direktør hos ETA Danmark.

Derudover mener Thomas Bruun, at når man markedsfører sig inden for EU, er det en stor fordel for Fiberline at have dokumentation, der taler et fælles EU-sprog.

Lang proces
Processen med at få mærkningen har været undervejs et stykke tid, da glasfiberkomposit stadig anses som et nyt materiale i byggebranchen og der derfor ikke eksisterer harmoniserede standarder for materialet. I samarbejdet mellem Fiberline og ETA Danmark har begge parter derfor bidraget med hver deres kompetencer:

"Hvor Fiberline som en meget professionel virksomhed har bidraget med deres viden omkring materialet, har vi sørget for det tekniske ifm. den Europæiske Tekniske Vurdering (ETA’en) og dialogen med de store aktører, så ETA’en, som den første af sin slags, også opnår anerkendelse bagefter”, udtaler Thomas Bruun.

Baner vejen for bæredygtigt byggeri
CE-mærkningen er en garanti for, at produkterne opfylder det, producenten lover samt gældende kvalitets- og lovkrav inden for EØS-landene. Med CE-mærkningen vil det derfor blive nemmere at få godkendt byggerier med Fiberline Composites’ konstruktionsprofiler.

Vores produkter har stadig den samme høje, ensartede kvalitet, som vi altid har været kendte for. Nu følger der bare også et tryghedsskabende mærkat med, som gør det nemmere for vores kunder at anvende glasfiberkomposit i bæredygtige byggerier i hele EU”, slutter Torben Rønlev.