Dansk gennembrud for godkendelsen af glasfiberbroer

Dansk gennembrud for godkendelsen af glasfiberbroer

Det seneste arbejde med partialkoefficienter (sikkerhedsfaktorer) for Fiberlines konstruktionsprofiler til bl.a. broer fører nu til et vejregelarbejde, som vil gøre det væsentligt nemmere at projektere og bygge broer med glasfiber.

På trods af over 3.000 kompositbroer med Fiberline-materialer i bl.a. Holland, Tyskland og England har det i Danmark været vanskeligt at projektere nye broer med glasfiber-komposit som materiale, da der endnu ikke har været udarbejdet nogle danske partialkoefficienter. Dette blev der lavet om på, da rådgivende ingeniør Carsten Plum og professor på Aalborg Universitet John Dalsgaard lagde sidste hånd på netop de sikkerhedsfaktorer, som myndigheder og entreprenører har efterspurgt.

Denne milepæl åbner op for et egentligt vejregelarbejde, som vil gøre det lige så tilgængeligt at bygge med glasfiberkomposit som med traditionelle materialer som stål og beton.
 
 Om denne milepæl udtaler områdechef ved Vejdirektoratet, Erik Stoklund Larsen:

Vejdirektoratet har med stor interesse fulgt Fiberlines målrettede indsats, for at fjerne de forhindringer, der måtte være for at vi i Danmark kan begynde at bruge glasfiber til en række af formål, herunder specielt bygværker.
Det er et stort skridt i den rigtige retning, at Fiberline sidste år fik tilvejebragt en EN-norm/partialkoefficient omfattende deres konstruktionsprofiler, og dette vil også lette det nært forestående arbejde med at få udarbejdet Vejregler og projekteringsvejledninger for glasfiberbroer
”.
 
Også hos Fiberline er der store forvetninger til resultatet af arbejdet med de danske partialkoefficienter.

Vice President for Structural Profiles, Jan Pasfall udtaler:
Med dette arbejde har vi skabt et gennembrud for brugen af mere intelligente materialer i bl.a. brobygning her i Danmark. Vores profiler har egenskaber som høj styrke kombineret med lav vægt og enestående holdbarhed, og det er præcis denne type kvaliteter som fremtidens energirigtige samfund har brug for”.

Med de danske partialkoefficienter, som læner sig op af det igangværende Eurocode-normarbejde, og det forestående vejregelarbejde kan Fiberline føje yderligere data til de i forvejen veldokumenterede konstruktionsprofiler, der allerede er stemplet med en tysk Allgemeine Bauzulassung. Derudover forventer vi at kunne fremvise en CE-mærkning inden året er omme.

Se de danske partialkoefficienter