Rokade på Fiberline – ny adm. direktør og ny bestyrelsesformand

Rokade på Fiberline – ny adm. direktør og ny bestyrelsesformand

For at styrke ledelsen af den familieejede virksomhed har fynske Fiberline besluttet at gennemføre en rokade, som betyder, at Ole Arenfeldt Jensen bliver ny adm. direktør og Peter Thorning ny bestyrelsesformand.

Fiberline er inde i en meget positiv vækstfase, og for at understøtte denne udvikling og optimere kerneforretningen har Fiberline valgt at udnævne den nuværende bestyrelsesformand Ole Arenfeldt Jensen til ny adm. direktør. Ole Arenfeldt Jensen har siddet i Fiberlines bestyrelse siden 2006 og har fra 2008 været formand for bestyrelsen.

Ved samme lejlighed træder den hidtidige adm. direktør og medejer Peter Thorning ind som ny bestyrelsesformand. Med rokaden ønsker Peter Thorning at koncentrere sig om udviklingen af Fiberlines strategi samt globale samarbejder, der i endnu højere grad skal sikre, at virksomheden udnytter sit markedspotentiale.

Peter Thorning har de seneste år stået i spidsen for en kraftig vækst og gennemført to centrale strategiske Joint Ventures med hhv. japanske Mitsubishi Chemical Corporation  og tyske Schöck.

For at hæve virksomhedens industrialiserings-niveau, møde de stigende krav fra markedet og ikke mindst øge indtjeningen for at finansiere den videre vækst har Fiberline besluttet sig for rokaden.

Fiberlines stærke performance på de tekniske discipliner skal nu suppleres med en tilsvarende stærk performance på de økonomiske discipliner. Et tæt samarbejde mellem Ole Arenfeldt Jensen og Peter Thorning skal sikre dette ved hjælp af:

  • Peter Thornings dybe indsigt i glas- og kulfiberkomposittens potentiale, anvendelse og udvikling sammen med udvalgte globale samarbejdspartnere, og 
  • Ole Arenfeldt Jensens stærke ledelseskompetencer og evne til at motivere hele organisationen samt erfaring med at industrialisere, drive og optimere virksomheder.

Jeg kender Peter og familien Thorning og er imponeret over deres indsigt, engagement og innovative DNA. Samtidig har Thorning-familien nogle stærke etiske og menneskelige værdier, som jeg sætter stor pris på” – fortæller Ole Arenfeldt Jensen og fortsætter:  ”Jeg er meget taknemmelig og glad for den store tillid, som familien Thorning viser mig, og jeg glæder mig til udfordringerne og samarbejdet”.

Ole kender Fiberline indgående fra sine mere end 10 år i virksomhedens bestyrelse. Hans erfaringer med succesfuldt at drive større industrivirksomheder sammen med hans tilgang til ledelse og de værdier, den er baseret på, gør Ole til et ideelt valg til at stå i spidsen for Fiberline. På familiens vegne glæder jeg mig meget over, at Ole har sagt ja til at tage denne udfordring op, og jeg ser frem til sammen med Ole at fortsætte og accelerere den positive udvikling, som Fiberline er inde i”, slutter Peter Thorning.

Spørgsmål til pressemeddelelsen kan stilles til Chief Communications Officer Torben Rønlev på 2527 7606.