The Royal Pavilion og verdens længste pier

The Royal Pavilion og verdens længste pier

Historien om Southend Pier er historien om et storslået bygningsværk, der har overlevet to verdenskrige, talrige brande, bådkollisioner samt adskillige designmæssige forandringer. Senest ved tilføjelsen af et kulturcenter, der med sin helt særlige facadebeklædning har vundet den eftertragtede arkitektpris RIBA Regional Award 2013.

Southend Pier Project from Cecilie Hammer on Vimeo.

50 km øst for London ved Southend on Sea nær Themsens udløb opførtes i 1830 en pier til brug for læsning af skibe ved lavvande. Den løb ved sin indvielse 150 meter ud i havet og var konstrueret udelukkende af træ. Igennem de næste årtier udvidede man konstruktionen. Først til 450 meter og i 1848 til imponerende 2100 meter, der gjorde, at Southend Pier stadig den dag i dag er verdens længste Pier.

I 2007 vedtog bystyret at restaurere den gamle konstruktion. Der blev i den forbindelse udskrevet en arkitektkonkurrence, som White Arkitekter med et forslag om etablering af et kulturcenter endte med at vinde.

Photo - Luke Hayes - White arkitekter

Sagsarkitekt og partner i White Arkitekterne Fredrik Pettersson forklarer om opgaven:

"Målet var at skabe en moderne attraktion med historisk forankring, som kunne tiltrække besøgende og vække stolthed i lokalområdet. Vi foreslog et mødested for både turister og fastboende med restaurant, café og kulturcenter. Et sted, hvor man – efter en 20 minutters gåtur fra den kulørte strandpromenade – befandt sig som et skib på havet omgivet af vand, himmel og mågernes skrig".

Resultatet blev Southend Pier Cultural Center, som siden er blevet omdøbt til The Royal Pavilion - en dynamisk og nærmest skulpturelt formet bygning på 364 m2, der stod færdig i 2012, men som netop er blevet officielt indviet. Men hvilke krav stilles der til et byggeri, der ligger mere end 2 km ude i vandet i et saltholdigt og barskt miljø?

"Miljøet ved Themsens udmunding er aggressivt og stiller helt særlige krav til materialerne, der anvendes. Derfor valgte vi at beklæde bygningen med Fiberlines facadepanel i glasfiberkomposit. Materialet har i mange år været brugt i offshore-sammenhæng, og vi vidste derfor, at det ville kunne modstå det barske miljø", fortæller Fredrik Pettersson.

Photo - Luke Hayes - White arkitekter

"Materialets gennemsigtighed og overfladens næsten tekstilagtige fornemmelse er helt unik, når man kommer tæt på. Dertil kommer, at den grønlige farve skifter nuance alt efter vejret og lyset – præcis som havets farve. Det er et produkt, der går smukt i ét med naturen og omgivelserne", uddyber Fredrik Pettersson.

Netop facadebeklædningens særlige evne til at blive en del af omgivelserne gjorde, at The Royal Pavilion i år vandt Surface Design Awards i kategorien "Public Building Exterior". Og som endnu en flot anerkendelse vandt bygningen også den eftertragtede RIBA 2013 pris fra Royal Institute of British Architects.

Med byggeriet af The Royal Pavilion fortsættes en gammel engelsk tradition for i mange af landets kystbyer at bygge forlystelser og rekreative områder på pæle langt ude i havet. Har du lyst til at læse mere om The Royal Pavilion og se åbningstider, så besøg Southend on Sea Borough Council HER.

White Arkitekter's Projekt-hjemmeside

 

Fakta om Fiberlines facadeplanke

Den translucente facadebeklædning i glasfiberkomposit er et levende
materiale, som lyset kan sprede sig igennem samtidig med, at materialet
ikke er reflekterende. Materialets armering træder tydeligt frem og skaber
en spændende arkitektonisk virkning.

Fordele:

  • Høj stivhed og lav vægt
  • Planker med store spænd (op til 15 m)
  • Høj vejrbestandighed
  • Struktur i overfladen giver unik udseende

Montage:
Facadeplanken kan monteres både lodret og vandret og bruges som
ventileret klimaskærm.

 

Milepæle i Southend Piers historie:
1830: Southend Pier konstrueres som en 150 meter lang bådebro
1843: Konstruktionen forlænges til 450 meter
1848: Konstruktionen forlænges igen – denne gang til 2100 meter
1889: Hele trækonstruktionen erstattes med jern
1890: Southend Piers elektriske tog sættes i drift
1897: Yderplatform tilføjet
1908: Øvre dæk på yderplatform konstrueres
2000: Ny redningsbådstation tilføjes yderplatformen
2005: En brand ødelægger store dele af Southend Pier
2007: Firmaet Saville Jones udpeges til at restaurere Southend Pier
2009: White Arkitekter vinder international arkitektkonkurrence med designet af Southend Pier Cultural Center
2012: Southend Cultural Center åbnes for offentligheden
2013: Southend Cultural Center omdøbes til The Royal Pavilion og indvies officielt.